Albert Jersin blei født 1726 i Sogn. Han tok teologisk embetseksamen, og etter noen år som privatlærer blei han i 1757 sokneprest i Værøy. I 1766 søkte han stillinga som prest i Steigen og fikk den.
Samme år skreiv han ”Kort Underretning om Lofoden, Westeraalen og Anden i Nordlandene”. Den er visstnok aldri blitt trykt, men manuskriptet finnes i Riksarkivets håndskriftsamling. Det er på 29 sider, halvparten nummerert, kanskje ufullstendig videre.
Beretninga til Jersin omfatter både geografi, dyreliv og befolkning. Det virker som han har reist gjennom regionen og snakka med folk, det blander han med egne observasjoner. Flere steder nevner han samer, som han med den tids språkbruk kaller ”finner”.
Jersin blei fem år i Steigen og deretter åtte år i Alta, før han i 1779 fikk stillinga som prest på Haram, Sunnmøre. Han døde i 1783.
Jersin reiste med båt, for veier fantes ikke. Beretninga hans følger skipsleia. Tesktene nedenfor er utdrag fra beretninga.
Videre nord og hen med Langøen paa vestre Side en stor Miil fra Sortlands Kirke adskiller Hassel Fjorden sig og løber i Nordøst og Nordvest og saaledes omløber paa østre og vestre Side en liden herlig Øe Anden. Naar man farer østen om Anden, har man Hinnø, der grændser til Sænnien østen for, hvoraf den Nordlige Deel tilhøre Hoved Sognet Duerberg paa Anden, den mellomste Deel paa vestre Side Annexet Sortland, og den sydligste Deel, der strækker sig til Raftsundet, tilhører Hoved Sognet Hadsel. Men den østlige Deel hører under Sænnien.
Paa denne store og ofte ommeldte Øe Langøen opholde sig nogle Finner hvor der er Skov, thi at brænde Torv er for dem en vederstyggelighed. Disse Finner kan og have en ringe Deel Reendsdyr.
Paa denne Øe Anden boer endeel Finner der haver nogle Reensdyr, siden der baade er nogen Skog og en slags Mose paa Klipperne, som disse Dyr kan leve af, og endelig maa have. Disse Dyr ere alle vilde. Det er at merke, at disse og andre Finner der haver Dyr maa oppasse naar de kalver, saa merker enhver sine smaa Kalver med sit merke, og saaledes kiender hver sine Dyr. Naar de om Høsten vil have nogle Dyr, maa de skydes.
Udi Lofoden og Westeraalen findes ingen skadelige Dyr af Biørne eller Ulve, dog kan af en Hendelse undertiden komme en Biørn til Westeraalen, som først er oversvømmede fra indlandet Salten til Sennien, og derfra kommen til Anden eller Raftsundet, men ødelegges strax af de der boende Finner.
Beretninga om våpnene til samene stemmer svært godt med kildematerialet. De fleste samene hadde gevær (riflebørse).
I almindelighed Aarsager Indbyggernes Ladhed og egensindige Opdragelse stor Fattigdom, dog sees at de arbeidsomme lever vel, og uden megen Gield. Der finnes iblandt dem ikkun gandske faa velvoxne og af magt, men ere mavre og gustne. De fleeste ere meget frygtagtige og ej modige til at bruge Gevæhr, muligen af denne raison de ere foragtelige over dem der bruger Gevæhr og kalder dem Finner. Men Finnerne giver intet etter i høihjertighed og foragt over de andre, siden de oftest trænger til dem som er hændigere.
Disse Finner er i almindelighed smaa folk, men dristige. Deres løfter ere ikke paalidelige, men vil gierne ved Leilighed bedrage, ere ellers paa alle Maader nøysomme baade til Lands og Vands. Naar man ret bettragter disse Finners Natur, Skabning og Omgang, kan man fast falde paa de tanker at de vare af Jøde Slægt, og fører de med sig en ubehagelig Lukt. De maa stedse boe hvor Skov findes, thi de kan ikke fordrage Torv Røg. Hvor disse Finner ikke opholder sig, der ere alle disse Steder saa blottede for fiendtlig overfald at gandske faa bevæbnede kunde uden Modstand røve og plyndre hvor de ville.
borgosblog 